Bestyrelsen informere

      Fredag den 31. juli 2026

Kære kolonister

Vi meddeler hermed, at bestyrelsen bestående af formand Erik Zornig, næstformand Lene Frederiksen, sekretær Lene Jensen, kasserer Sara Bach og bestyrelsesmedlem Diana Sørensen, går af med øjeblikkelig virkning.

Fra medlemmernes side har der den seneste tid været stort fokus på personer i bestyrelsen, frem for deres funktioner. Som samlet bestyrelse, er vi enige i, at denne måde at kritisere enkeltpersoner på, hverken er rimelig eller acceptabel. Den seneste underskriftindsamling er foregået uden, at der har været nogen form for dialog med bestyrelsens øvrige medlemmer, og der har derfor ikke været nogen mulighed for at mægle mellem parterne. Vi synes det er ærgerligt, at man ikke har fremlagt konkrete beviser på hvad formanden tilsyneladende har gjort forkert, så man kunne have forsøgt at imødekomme utilfredsheden.

Erik har meddelt resten af bestyrelsen, at han vil gå af som formand. Da den resterende bestyrelse bakker op om Eriks insisteren på at overholde reglerne, og ikke sætter pris på den tone der er opstået omkring hans person, samt bestyrelsens øvrige arbejde, vælger den at gå af sammen med ham.

Uagtet hvordan tidligere bestyrelser har valgt at fortolke deres opgaver, har denne bestyrelse lagt vægt på at overholde foreningens vedtægter, ordensregler og lejekontrakt med Næstved kommune. Det er ikke altid velkomment, men ikke desto mindre sådan reglerne er.

For en god ordens skyld, vil vi nævne, at bestyrelsen i ethvert tilfælde altid vil henvende sig på telefon eller mail, hvis der er tale om overtrædelser af vedtægterne – en eksklusion vil aldrig komme på tale førend der har været en dialog med medlemmet.

Slutteligt vil vi opfordre til, at man generelt forholder sig positivt og samarbejdsvillig til bestyrelsens opgaver i foreningen. Vi har forhåbentligt alle en have, fordi vi hver især gerne vil nyde et positivt afbræk fra hverdagen, i en haveforening med god stemning. Bestyrelsens arbejde afspejler ikke personlige holdninger, men derimod nogle opgaver der gennem tiden er vedtaget af foreningens medlemmer på generalforsamlinger.

Den ekstraordinære generalforsamling der er varslet til d. 12. august, er derfor aflyst, og der indkaldes til en ny, hvor der skal indvælges en helt ny bestyrelse. Indkaldelse følger. Frem til denne generalforsamling, vil vi fortsætte som forretningsbestyrelse jf. lejekontraktens §7.

Det vil sige, at der i perioden betales regninger, behandles byggeansøgninger og salg af haver, men intet andet. Næstformand Lene og bestyrelsesmedlem Diana kan være behjælpelig med salg på følgende datoer: lørdag d. 15. og d. 22. august, fra kl. 9.00-12.00. Forespørgsler skal ske på mail til næstformanden på: naestformand@skovhojen4700.dk

Vi ønsker den nye bestyrelse held og lykke, og god fornøjelse med arbejdet.

Venlig hilsen

Bestyrelsen